Mit liv som pilot
Jakob Toftelund:
Instruktør og Pilot i Copenhagen AirTaxi
” Jeg har været fascineret af flyvning og maskiner i mange år, og besluttede mig for at tage en pilotuddannelse fordi det var den tanke jeg havde holdt fast ved længst. Jeg valgte at tage uddannelsen hos Copenhagen Airtaxi fordi jeg følte, at denne skole bedst reflekterede mine egne værdier og fokuserede mere på den individuelle. Jeg tog den integrerede uddannelse til fastvinget og startede i august 2018 og afsluttede i september 2020. På grund af Corona nedlukningen i foråret 2020 var jeg lidt forsinket med at afslutte uddannelsen, men jeg synes, at det var det rigtige valg for mig, da skolen passede godt til mig og jeg havde nogle gode instruktører.
Efter Uddannelsen
Efter jeg afsluttede min uddannelse blev branchen lukket ned på grund af Corona, så jeg tog videre uddannelse som instruktør og blev ansat i Copenhagen Airtaxi som instruktør og pilot til deres erhvervsflyvning. Efterfølgende blev jeg type rated på Boeing 737. Jeg er nu instruktør og pilot i Copenhagen Airtaxi, hvor mine opgaver består af skoleflyvning og kommerciel flyvning på en- og to-motors fly, samt styrmand i Airseven.
Livet som pilot kan være hårdt på nogle punkter, men jobbet selv kan være travlt og stressende i nogle situationer, men træningen gør, at det er så let som muligt. Den virkelige hårdhed ved at være pilot ligger i livsstilen med lange dage, mange overnatninger på hotel, arbejde i weekenden og på mærkelige tidspunkter. Desuden er lønnen og vilkårene ikke så gode som tidligere og branchen er usikker i krisetider. De fleste piloter er også tynget af en stor uddannelsesgæld, hvilket gør det svært at få gang i ens privatliv.
En speciel flyvetur
Jeg flyver også ruterne Roskilde – Anholt – Læsø og charterflyvning ud af Jylland. En speciel flyvetur jeg husker, var en taxatur for et politisk parti op til kommunalvalget i 2021, hvor de gerne ville besøge tre forskellige danske øer på en dag.
Kasper Stein Pedersen
Kaptajn i Ryanair
“Jeg arbejder til dagligt i Ryanair, hvor jeg flyver Boeing 737-800 fra vores base i Alicante, Spanien. Vi flyver typisk en til to retur ture fra Alicante om dagen (typisk til England, Tyskland og Skandinavien) og starter og slutter altså hver arbejdsdag i Alicante.
Vi arbejder normalt 5 dage, hvorefter vi har 4 dage fri. Arbejdsugerne skifter mellem morgen og eftermiddags/aftenvagter, dvs. 5 dage med tidlige mødetider (typisk omkring kl. 5-6) , hvorefter de næste 5 arbejdsdage har senere mødetider (typisk mellem kl. 12-15).
En typisk arbejdsdag…
En typisk arbejdsdag begynder omkring 1-1,5 time før første afgangstid, hvor jeg møder ind i vores crewrum i lufthavnen. Her gennemgår jeg sammen med kaptajnen flyveplaner, vejr, NOTAMs, brændstof osv. inden vi sammen briefer kabinepersonalet. Vi går derefter ud til flyet og klargør det til dagens første flyvning (brændstof, FMC, checklister, loadsheet osv.). Når alt er klart, flyver vi afsted mod dagens første destination. Når vi er landet har vi ca. 25 minutter til at få passagerne af, mere brændstof på, indtaste den næste flyveplan i FMC’en og få nye passagerer på, inden vi flyver tilbage til Alicante.
Når vi igen ankommer til Alicante, tager vi enten endnu en tur til en ny destination eller slutter vores dag. Når dagen slutter, og flyet enten er lukket ned eller overgivet til det næste crew, går vi tilbage til vores crewrum, afleverer vores flyveplaner og checker ud.
En hav af muligheder
Der er mange muligheder i Ryanair foruden ”kun” at være pilot. Jeg tog i 2015 en uddannelse som simulator instruktør (TRI) og underviste derefter i et år vores piloter (både nye kadetter og erfarne piloter). Der er også mulighed for at arbejde i vores performance afdeling, på vores hovedkontor og hjælpe med det administrative arbejde på baserne. Derudover har vi mange baser, og selvom man måske ikke får sin ønskebase med det samme, er der mange muligheder for at bo spændende steder.
Held og lykke med jeres uddannelse!”
Jonas Emil Oliver Davids
Kaptajn i Norwegian
“Jeg begyndte min karriere i 2007 på den integrerede pilotuddannelse hos Copenhagen Airtaxi. På daværende tidspunkt lurede finanskrisen lige om hjørnet. Da jeg endelig blev færdig ca. 2 år efter var branchen bragt i knæ, hvilket gjorde det utrolig svært for en nyuddannet pilot at få job. Jeg var dog en af de heldige som blev tilbudt at fortsætte som instruktør, efter en kort men struktureret og intens instruktøruddannelse. Herefter var jeg flyvende i mit første job som pilot, og der gik ikke lang tid før jeg fik andre opgaver i luften. Disse bestod oftest af fotoflyvning, rundflyvning og ikke mindst ruteflyvning til og fra Anholt og Læsø. Det var en spændende tid, som jeg ser tilbage på med stor glæde. Jeg har i mit videre karriereforløb nydt virkelig godt af de ting, jeg lærte i GA-branchen.
Efter nogen tid hos Copenhagen Airtaxi fik jeg arbejde som styrmand på Boeing 737-800 hos Ryanair. Jobbet hos den irske operatør var udfordrende, da jeg på lidt over 2,5 år nåede at blive baseret i både Belgien, Spanien og England. Hovedparten af min tid i firmaet foregik dog på Mallorca, hvilket var en fantastisk oplevelse, som kulturelt har en meget anderledes facon end det vi er vant til fra Norden.
Norwegian og Nordlys
Da Norwegian tilbage i 2013-14 for alvor begyndt at lede efter styrmænd til deres voksende flåde af Boeing 737’er var vi en stor gruppe af piloter fra Ryanair som øjnede chancen for at komme i et skandinavisk selskab. Fra jeg søgte jobbet til jeg stod i Norwegian uniform gik der under 2 måneder. Da der dengang i firmaet ikke eksisterede det samme antal baser som nu, fik jeg tildelt base i Bergen de første 6 måneder. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet flyvning, som jeg har oplevet det i Nordnorge. Nordlys, grønne dale, sneklædte bjerge og udfordrende baner er en del af hverdagen på de kanter. Da mine første 6 måneder var overstået i Bergen, blev jeg sendt til London, hvor jeg fortsat var baseret i 2,5 år. Jeg er sidenhen blevet baseret i Rom efter min forfremmelse til kaptajn. Her nyder jeg godt af den gode mad, det charmerende italienske folk og den spændende historie som Italien nu engang har at byde på. Mit visit hernede er dog kort. Efter eget valg vender jeg snart igen tilbage til London, som jeg den dag i dag betragter som mit hjem.
I min optik er flybranchen i rivende udvikling. Alle selskaber leder efter piloter med lys og lygte, og tendensen bliver kun stærkere for hvert år, der går. Er man villig til at klatre videre på karrierestigen inden for branchen, og ønsker man at blive instruktør i luften eller på simulator, er mulighederne også gode. Det giver en dynamisk palet af muligheder som hidtil kun har været mulig efter mange års erfaring i branchen.
Livet som pilot i dag
Livet som pilot anno 2017 er en intens dannelsesrejse, som giver udfordringer både professionelt og privat. Hvis man som jeg elsker flyvemaskiner, rejser og konstante udfordringer, er det en fantastisk hylde at sætte sig på i livet. Held og lykke på rejsen!”

Stine May Andersen
Pilot og Flyveinstruktør i Copenhagen AirTaxi
“ Jeg har altid ønsket at blive pilot siden jeg var i midten af folkeskolen, men jeg troede ikke, det var en mulighed for mig, da jeg både troede, det var umuligt at opnå, samt at mulighederne måske ikke var så store for kvinder. Men senere fandt jeg ud af, at ingen af de ting passede. ”
Copenhagen AirTaxi
Jeg valgte Copenhagen AirTaxi som min flyskole, fordi jeg følte mig godt tilpas her og velkommen, da jeg besøgte stedet. Jeg tog den integrerede erhvervspilotuddannelse og min flyveinstruktøruddannelse hos Copenhagen AirTaxi og fik også type rating til Boeing 737. Jeg startede min uddannelse i august 2018 og afsluttede den med en sidste flyveprøve i juni 2020 og et sidste kursus (MCC/JOC) i september 2020. Jeg er glad for at have gået hos Copenhagen AirTaxi, fordi de har mindre hold, hvilket fokuserer mere på den enkelte og fordi mulighederne efter endt uddannelse har været gode.
Livet som pilot
Desværre blev jeg færdig med min uddannelse under corona, så jobmulighederne var ikke mange, men jeg videreuddannede mig til flyveinstruktør og blev ansat hos Copenhagen AirTaxi i foråret 2021, hvor jeg stadig arbejder. Jeg er ansat som pilot og flyveinstruktør, hvor jeg fungerer som flyveinstruktør til daglig, underviser i N-BEG/kommunikation på jorden og flyvning på PPL og CPL niveau. Jeg er også ansvarlig for administration af nye elever, hvor jeg svarer på spørgsmål om uddannelsen og hjælper dem igennem processen. Jeg er samtidig First Officer hos AirSeven, hvor jeg flyver Boeing 737.
Livet som pilot kan være udfordrende på nogle punkter, som at være mere fleksibel med sin tid og koordinere det med privatlivet. Man skal også have noget selvdisciplin og altid holde teorien ved lige. Som ny pilot, skal man også knokle lidt hårdere for at bygge erfaring og timer op.
Ricky Lindy Nielsen
Tidligere pilot i AirZafari (Copenhagen AirTaxi A/S)
“ Så er de første 3 måneder gået her i Grønland, hvorfor jeg laver en opdatering til dem, der har interesse :) Dagene går stille sin gang. Der er en del arbejde at se til, men det er uden tvivl det hele værd, når først man får fløjet heroppe. Nu er jeg ikke det mest berejste menneske, men Grønland er uden tvivl det smukkeste sted, jeg har haft fornøjelsen af at opleve, og det er på trods af, at jeg kun har set en brøkdel af denne enestående ø. Jeg ønsker for alle, at de oplever dette mindst en gang i deres liv.
Personligt er jeg vokset et par centimeter i forbindelse med min første tjans som professionel pilot og det enorme ansvar og den tiltro som mine passagerer viser mig, når de hopper ombord i mit lille fly.
Så selvom jeg savner min familie og mine venner, så det brager, kan jeg ikke andet end nyde opholdet.
Her er et par ting, som jeg oplevet, siden jeg kom hertil:
1. Jeg er for første gang skudt til at være over 30 år, hvilket er stort sammenlignet med de normale 17…
2. Jeg har fløjet de første 100 timer heroppe og FØJ, hvor er det flot.
3. Ja, jeg har set hvaler og sæler – Nu skal jeg bare pløkke nogle selv og æde dem rå!
4. Jeg er blevet nogle venskaber og bekendtskaber rigere, der har gjort tiden sjovere og fået den til at flyve afsted. Det er jeg utroligt taknemmelig for.
5. Jeg har endelig set Topgun, så nu er jeg en RIGTIG pilot!
6. Så har jeg lært flydende grønlandsk – Nej :( “